Kontakt

z z z

Kontakt

33 22 33 30

Find vej

Book

Skal visdomstænder altid fjernes?

Når jeg møder unge mennesker, og samtalen falder på min beskæftigelse som tandlæge, er der et spørgsmål, som kommer igen og igen:

Skal jeg have mine visdomstænder fjernet?

Helt firkantet, kan det siges sådan: Der er 3 indikationer for fjernelse af en visdomstand:

  1. Gentagne tilfælde af betændelse i tandkødet omkring en visdomstand (Hyppigste årsag).
  2. Sygdom i omkringliggende væv inklusive nabotanden.
  3. Større behandlingskrævende sygdom i og omkring visdomstanden

visdomstænder

Punkt 1: “Betændelse i tandkødet”: Når tænder bryder frem vil de i starten være dækket delvist af tandkødet. Den lomme der skabes mellem tand og tandkød er et perfekt hjemsted for bakterier, fordi tandbørsten har svært ved at nå dem her. Dette er en hyppig årsag til betændelse i tandkødet. Når tanden derimod er brudt helt frem, er der ved raske og normalt frembrudte tænder ingen dybe tandkødslommer og, ved normalt renhold, ingen betændelse i tandkødet.

Problemet med visdomstænder er, at der ofte ikke er plads til disse i kæben og at de derfor ikke kan bryde helt frem, hvilket gør, at tandkødet aldrig normaliseres omkring disse tænder. Derfor vil bakterier have gode muligheder for at formere sig og skabe infektion i området omkring en halvt frembrudt visdomstand. Infektionen kan blive alvorlig og kan udvikle hævelse der kan ses ude fra, dvs. i kind- og halsregion. Hævelsen kan komme pludseligt og kræver akut tandlægehjælp.

Grunden til at vi siger ”gentagne tilfælde” er, at der normalt forekommer LET ømhed omkring tænder på frembrudstidspunktet. Har du derimod flere gange bemærket tilfælde af betændelse(ømhed, rødme og hævelse) inde omkring visdomstanden, så kan du ikke forvente, at tanden bryder længere frem og at tandkødet ligger sig normalt omkring tanden. Det du kan forvente er derimod at tilfældene vil blive værre og der kan udvikles en alvorlig tilstand i halsregionen, som indeholder vitale organer, deriblandt luftvejene. Derfor fjerner man visdomstænder i sådanne tilfælde.

Samtidig er det en idé at få fjernet problematiske tænder i en ung alder, hvis diagnosen vel og mærke er til det, idet tidlig fjernelse medfører færre gener, grundet markant bedre helingsevne.

Punkt 2) “Sygdom i omkringliggende væv”: En Visdomstand fjernes hvis de laver skade på de omkringliggende væv – oftest nabotanden. Dette kan være i form af en lokal parodontose, caries (hul i nabotanden). Hvis visdomstandens frembrudsretning er forkert, kan ovenstående forekomme fordi en skæv placering kan umuligøre renhold.

Visdomstænder kan også lave skade på nabotandens rod. Dette sker, hvis frembrudsretningen er så skæv, at den populært sagt spiser sig ind i roden på nabotanden. Biologisk set, sker denne ødelæggelse af væv fordi cellerne kun kan tåle et vist fysisk pres, før de går til grunde. Når dette pres nås, dør det beskyttende lag af celler på overfladen af nabotandens rod og destruktionen begynder. Det hører dog til sjældenhederne og det er som sagt oftest betændelse i tandkødet der fører til fjernelse af en visdomstand.

Punkt 3) “Større behandlingskrævende sygdom”:  Hvis visdomstænder har større huller eller parodontose fjernes de også. Dette skyldes svære adgangsforhold til restaurering og at behandling ofte kan være dyrere end fjernelse. Tanden er i øvrigt heller ikke absolut nødvendig for opretholdelse af tændernes funktion.

Hvorfor får man visdomstænder?

Visdomstænder er oprindeligt et levn fra fortiden, hvor mundhygiejnen var nærmest ikke-eksisterende. Tænderne blev derfor hurtigere rådne og faldt ud. Ekstra tænder var derfor ofte nødvendige for at kunne overleve. Den dag i dag er det meget sjældent, at man får brug brug for visdomstænder, da den generelle mundhygiejne er langt højere. I nogle tilfælde gør de mere skade end gavn, og i sådanne tilfælde er det nødvendigt at rive dem ud.

Hvornår får man visdomstænder?

Som oftest bryder visdomstænder frem mellem 17-26 års alderen. Årsagen til man navngav dem “visdomstænder” er formentlig fordi det er de sidste tænder vi får, og vi derfor er ældre og mere “vis”. Det er meget forskelligt fra person til person om tænderne viser sig eller om de bliver væk. De fleste tandlæger vil løbende tage røntgenbilleder, som afslører hvorvidt de er på vej eller ej.

Læs mere om fjernelse af visdomstænder

Skrevet af: Tandlægerne på Enghave Plads 6

Mærkater: , ,

Der er lukket for kommentarer.