Børn og tandbørstning:
Få tandlægernes bedste tips til rene bisser her

Det er en investering for livet at lære sine børn tandbørstningens kunst. Tænderne skal holdes grundigt rene fra den allerførste tand. Derfor er det en rigtig god idé at give dit barn gode vaner med tandbørsten tidligt i livet.

Det er sjovest for både børn og voksne at gå fra tandlægen med nul huller – derfor har vi samlet vores bedste råd og vejledninger til tandbørstning af børns tænder.

Tip! Scroll lidt ned og se vores videoer om tandbørstning.

Hvordan børster jeg tænder på mit barn?

Forældre bør allerede starte med tandbørstningen på deres barn, når barnets allerførste tand begynder at bryde frem. Dette sker som regel når barnet er omkring 4-6 mdr. Dette kan dog godt afvige, så husk at kontrollere tandfrembruddet hos dit barn.

Det er vigtig at være systematisk i tandbørstningen, så du ikke springer nogle tænder over. Tænderne skal børstes morgen og aften.

Teknikken er let: børst i små cirkler (med gnubbebevægelser). Jo mindre cirkler, jo bedre, og koncentrer dig om en tand ad gangen. Børst 6-10 cirkler og gå så videre til næste tand. Husk at børste, så tandkødet ved tandhalsen også kommer med.

Sådan kommer du hele vejen rundt:

  • Start med at børste tyggefladerne i over- og undermund, så fluoren fra tandpastaen bliver fordelt i hele munden. Her skal der ikke laves gnubbebevægelser, men børstes frem og tilbage.
  • Når du børster ydersiden af tænderne, kan du bruge fingeren til at holde ud i kinden og bede barnet om at lukke munden lidt sammen, da det ellers kan være svært at få tandbørsten langt nok tilbage.
  • Når indersiden af tænderne skal børstes, skal barnet gabe højt op for bedre at kunne komme til.
  • Ved fortænderne i overmunden løftes læben op, så man bedre kan se. På samme vis i undermunden.
  • Det er ikke alle steder, at tandbørsten kan komme til. Derfor er det nødvendigt at bruge tandtråd. Tandtråden føres med forsigtig savebevægelse op gennem tændernes kontaktflade og ned på hver side af tandkødet.

Tænder i frembrud, som endnu ikke er på højde med de andre tænder, kan børstes ved at dreje tandbørsten og børste på tværs af tandrækken. Læs mere om tænder hos babyer og små børn her.

Hvornår kan børn selv børste tænder?

Børn kan først stå for deres egen tandbørstning, når de er 10-12 år. Før den alder mestrer et barn ikke de fine håndbevægelser, der kræves for at børste tænderne ordentligt, og det kniber også med systematisk at komme rundt til alle tænder.

Indtil da, kan du sagtens lade barnet prøve at børste selv, og særligt hvis dit barn selv udviser interesse for det. Vi anbefaler dog, at du altid børster efter. Dermed minimerer du risikoen for, at dit barn udvikler huller i tænderne.

Det er vigtigt, at dit barn løbende selv prøver at børste sine tænder, og dermed indlærer motorikken til den korrekte bevægelse. Med alderen kan du aftale med dit barn, at de eksempelvis børster om morgenen og du sørger for det om aftenen.

Når du vurderer, at der er styr på teknikken, er det er en god idé at kontrollere tandbørstningen med farvetabletter, inden tandbørstningen helt overlades til barnet alene.

Kan børn få for meget tandpasta?

Det korte svar er ja – børn kan godt få for meget tandpasta.

Hvis børn får for meget tandpasta, er der risiko for, at de udvikler dental fluorose, som er en tilstand, der forstyrrer emalje-mineraliseringen af de blivende tænder.

Resultatet kan være hvidlige forandringer på tandens overflade, og ved tilfælde af svær dental flourose, kan det resultere i brune pletter og en hullet tandoverflade.

Fluor er dog et veldokumenteret middel mod huller i tænderne, hvorfor man ikke bør undlade daglig børstning med fluortandpasta. Man skal blot være opmærksom på tandpastamængden så længe tænderne er igang med at blive dannet.

Gode råd om børns tandbørstning og tandpleje

  • Børst dit barns tænder fra den allerførste tand bryder frem.
  • Tænderne skal børstes to gange om dagen.
  • Børn skal have hjælp med tandbørstningen, til de er 10-12 år.
  • Vælg en blød tandbørste med og et lille hoved – så er det nemmest at komme omkring i munden.
  • Brug aldrig mere tandpasta end svarende til barnets lillefingernegl.
  • Kontroller med farvetabletter, inden tandbørstningen overlades helt til barnet alene.
  • Det er vigtigt at bruge tandpasta med fluor. Dette forebygger huller i tænderne.
  • Børn kan bruge helt almindelig tandpasta og behøver ikke bruge særlig børnetandpasta.
  • Husk også at bruge tandtråd på dit barn, gerne en tandtråd på en holder som Jordan eller Glide – en tandbørste kan ikke nå fladerne mellem tænderne.

Kontakt os og få rådgivning

Er du i tvivl, om du har brug for en krone? Bestil en tid online lige hereller ring til os på 33 22 33 30.

Vores telefoner er åbne fra mandag til torsdag fra kl. 7.00-18.00, fredag fra 7:00-16:00 og lørdag fra 7:30-16:00.