Blegning - Virker Tandblegning

Misfarvede tænder kan bleges hos tandlægen – enten i tandlægestolen eller ved at man får blegemiddel med hjem, som fordeles i en individuelt udformet skinne til tænderne. Mange vil imidlertid gerne vide om de blegeprodukter, man kan købe i håndkøb rent faktisk virker og hvilke bivirkninger, der kan være.

Virker det?

Alle blegemidler til tænderne indeholder brintoverilte (H2O2, hydrogenperoxid) – et kemisk stof, der virker blegende ved at fraspalte frie iltradikaler, som igen spalter store farvede molekyler til små farveløse molekyler. Forskellen på de blegemidler, man kan købe i håndkøb og de blegemidler, der anvendes hos tandlægen er først og fremmest koncentrationen. Tandlæger må anvende blegemidler med en brintoverilte-koncentration på helt op til 30-40%. Koncentrationen er stærk nok til at kunne blege tænderne på forholdsvist få besøg.

 

De blegeprodukter, der kan købes i håndkøb, hører under EU-lovgivningen som kosmetiske produkter, og inden for EU må koncentrationen af brintoverilte i håndkøbs-blegemidler ikke overskride 0,1 %. Denne koncentration er ikke nok til at blege tænder. For at få resultat, skal man som minimum anvende en koncentration af brintoverilte på 3 %. Alene på det grundlag, kan man konstatere at håndkøbsmidler til blegning af tænder købt inden for EU ikke virker.

 

Uden for EU – f.eks. i USA – har de ikke den samme lovgivning, hvad angår blegemidler i håndkøb. Her kan man købe produkter med en brintoveriltekoncentration over 3 % - og derfor bør disse præparater i princippet kunne blege misfarvninger. Man skal dog være opmærksom på, at plastfyldninger og kroner ikke bleges af blegemidlet uanset koncentration.

Er det farligt?

Brintoverilte kan ætse tandkødet og slimhinderne i munden, hvis blegemidlet kommer i kontakt hermed. Netop derfor anvender tandlægen individuelt fremstillede blegeskinner, så de passer perfekt til det tandsæt, der skal bleges. Skinnen sidder helt tæt langs tandkødet, så blegemidlet ikke klemmes af skinnen og kommer i kontakt med tandkødet. Brintoverilte kan ligeledes ved kontakt irritere svælg, spiserør og mavesæk, hvis man sluger blegemidlet. Hos forsøgsdyr har anvendelsen af brintoverilte i nogen tilfælde været kræftfremkaldende, hvorfor man ikke ukritisk bør anvende brintoverilte invortes.

 

Nogen oplever også, at tænderne bliver meget følsomme især for koldt – det der kaldes følsomme tandhalse. Det er for de fleste kun en overgang, men kan være særdeles plagsomt. Jo højere koncentration brintoverilte man anvender desto større risiko for bivirkninger – især noget, man skal være opmærksom på, hvis man anvender blegemidler købt i håndkøb uden for EU. Brintoverilte er altså ikke et ufarligt stof, hvilket er baggrunden for de restriktioner, der inden for EU er pålagt håndkøbssalget.

Risiko for overforbrug

Udover bivirkninger er der også en meget reel risiko for overforbrug ved håndkøbsblegemidlerne. I mange tilfælde anvendes de jo uden, at der er stillet en diagnose. Med andre ord, er der ikke taget stilling til om tændernes farve rent faktisk skyldes misfarvninger, mineraliseringsfejl eller måske bare tandsten? Kan misfarvningen rent faktisk bleges? Og hvor længe skal man blive ved, hvis man ikke synes, man får noget resultat?

 

Det er langt de færreste, som har mulighed for selv at kunne svare på disse spørgsmål. Hos tandlægen bleges tænder kun, når der foreligger en diagnose og når tænder og tandkød er sundt. Man bliver nøje instrueret i hvordan og hvor længe, der bleges samt bekendt med hvilke bivirkninger eller komplikationer, der eventuelt kan forekomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *