Hvad er caries?

Huller i tænderne kalder tandlægen for caries. Caries er en sygdom i de hårde tandvæv, emalje, dentin og cement, og skyldes bakterier. Man kan godt have caries, uden der er et synligt hul ind i tanden.

Bakterier og plak

Vi har alle sammen bakterier i munden hele tiden. Hver for sig gør bakterierne ingen skade – faktisk er disse bakterier en del af den normale flora og nødvendige for at opretholde en sund mundhule.

Bakterierne kan dog gøre skade, hvis de får lov at sidde uforstyrret på tandoverfladen igennem længere tid. Her kan de formere sig og blive rigtig mange. En sådan bakterieansamling kaldes for plak. Bakterierne danner noget klister, der holder plakken sammen. Med tiden vil bakterierne sidde godt fast til hinanden og til tanden i et tæt lag.

Hvorfor er plak skadeligt for tænderne?

Bakterier skal have næring for at kunne leve. Mundhulens bakterier får deres næring fra spyttet og fra det vi spiser. Især sukkerholdige fødevarer er lettilgængelig næring for bakterierne. Når bakterierne omsætter næring til energi, danner de syre. Sidder de samtidig godt fast i en tyk og klistret plak, hvor syren kan komme i tæt kontakt med tandens overflade, kan tanden ætses væk. Ganske langsomt forsvinder mere og mere af tandens mineral på grund af syreætsningen, og man ender med at få caries.

Hvordan undgår man plak?

Tandbørstning med fluortandpasta er det mest effektive middel til at fjerne plak. Når man børster sine tænder, fjerner man mekanisk plakken fra tandoverfladen. Bruger man tandpasta med fluor styrkes tænderne samtidig således, at der skal mere syre til, før man får caries. Tandbørsten kan dog kun hjælpe der, hvor der børstes. De steder, hvor man ikke kan komme til at børste, som mellem tænderne, har man brug for andre redskaber til at holde rent. Her er tandtråd eller tandstikkere brugbare.

Det anbefales, at man børster tænder 2 gange om dagen. Husk at bruge en blød tandbørste, så tænder og tandkød ikke får skureskader.

Behandling af caries

Hvis der er kommet hul i tanden, kan det være nødvendigt, at tandlægen laver en fyldning (plombe). Formålet med denne behandling er for det første at fjerne bakterierne fra området, så cariesangrebet ikke bliver større. For det andet fjerner tandlægen også det ødelagte tandvæv og laver i stedet en erstatning – fyldningen – for det mistede tandvæv. Som regel laves en fyldning i et plastmateriale, og der vælges en passende farve, som ligner resten af tanden. Plasten bygges så vidt muligt også op, så det gengiver den facon, som tanden havde, før man fik caries. På den måde vil den behandlede tand passe i sammenbiddet og bliver god at tygge med.

Bakteriernes syre kan ikke lave hul i plastmaterialet, men en fyldning gør ikke resten af tanden immun overfor syre. Derfor skal man huske også at børste grundigt, når man har fået lavet en fyldning.

Rodbehandling af tænder med store huller

Er cariesangrebet i tanden blevet så stort, at det når ind til tandens nerve, kan det være nødvendigt at rodbehandle tanden. Kun tandlægen kan vurdere om rodbehandling er nødvendig.

Husk

Der går aldrig hul i en ren tand. Hvor der ikke er bakterier er der ikke caries.