Når jeg møder unge mennesker, og samtalen falder på min beskæftigelse som tandlæge, er der et spørgsmål, som kommer igen og igen: Skal jeg have mine visdomstænder fjernet?

Udtrækning af visdomstand

Helt firkantet, kan det siges sådan: Der er 3 indikationer for fjernelse af visdomstænder:

  1. Gentagne tilfælde af betændelse i tandkødet omkring visdomstænderne (Hyppigste årsag).
  2. Sygdom i omkringliggende væv inklusive nabotanden.
  3. Større behandlingskrævende sygdom i og omkring visdomstanden.

Punkt 1) Når tænder bryder frem vil de i starten være dækket delvist af tandkødet. Den lomme der skabes mellem tand og tandkød er et perfekt hjemsted for bakterier, fordi tandbørsten har svært ved at nå dem her. Dette er en hyppig årsag til betændelse i tandkødet. Når tanden derimod er brudt helt frem, er der ved raske og normalt frembrudte tænder ingen dybe tandkødslommer og, ved normalt renhold, ingen betændelse i tandkødet.

Problemet med visdomstænderne er, at der ofte ikke er plads til disse i kæben og at de derfor ikke kan bryde helt frem, hvilket gør, at tandkødet aldrig normaliseres omkring disse tænder. Derfor vil bakterier have gode muligheder for at formere sig og skabe infektion i området omkring de halvt frembrudte visdomstænder. Infektionen kan blive alvorlig og kan udvikle hævelse der kan ses ude fra, dvs. i kind- og halsregion. Hævelsen kan komme pludseligt og kræver akut tandlægehjælp.

Grunden til at vi siger ”gentagne tilfælde” er, at der normalt forekommer LET ømhed omkring tænder på frembrudstidspunktet. Har du derimod flere gange bemærket tilfælde af betændelse(ømhed, rødme og hævelse) inde omkring visdomstanden, så kan du ikke forvente, at tanden bryder længere frem og at tandkødet ligger sig normalt omkring tanden. Det du kan forvente er derimod at tilfældene vil blive værre og der kan udvikles en alvorlig tilstand i halsregionen, som indeholder vitale organer, deriblandt luftvejene. Derfor fjerner man visdomstænderne i sådanne tilfælde.

Samtidig er det en idé, at få fjernet problematiske tænder i en ung alder, hvis diagnosen vel og mærke er til det, idet tidlig fjernelse medfører færre gener, grundet markant bedre helingsevne.

Punkt 2) Visdomstænder fjernes hvis de laver skade på de omkringliggende væv – oftest nabotanden. Dette kan være i form af en lokal parodontose, caries (hul i nabotanden). Hvis visdomstandens frembrudsretning er forkert, kan ovenstående forekomme fordi en skæv placering kan umuligøre renhold.

Visdomstanden kan også lave skade på nabotandens rod. Dette sker, hvis frembrudsretningen er så skæv, at den populært sagt spiser sig ind i roden på nabotanden. Biologisk set, sker denne ødelæggelse af væv fordi cellerne kun kan tåle et vist fysisk pres, før de går til grunde. Når dette pres nås, dør det beskyttende lag af celler på overfladen af nabotandens rod og destruktionen begynder. Det hører dog til sjældenhederne og det er som sagt oftest betændelse i tandkødet der fører til fjernelse af visdomstænderne.

Punkt 3) Hvis visdomstænderne har større huller eller parodontose fjernes de også. Dette skyldes svære adgangsforhold til restaurering og at behandling ofte kan være dyrere end fjernelse. Tanden er i øvrigt heller ikke absolut nødvendig for opretholdelse af tændernes funktion.

Læs mere om visdomstænder.

2 thoughts on “Skal visdomstænder altid fjernes?

  1. Hvad skal der forstås ved større huller jf. pkt. 3 ovenfor. Jeg er den ”lykkelige” 41-årige indehaver af 4 visdomstænder, som alle er kommet fint frem. Men jeg fik huller i dem alle 4 kort efter at de var brudt frem (dvs. for ca. 20 år siden), og især i undermunden er det store huller. I venstre side har jeg en meget stor sølvplombe der dækker næsten hele tyggefladen og siden ind mod 12-årstanden. Denne har haft hul to gange, første gang var det kun i tyggefladen og anden gang var der hul i mellemrummet mellem 12-årstanden og visdomstanden. De blev begge temmelig meget udboret ved den lejlighed og efterladt med meget store sølvplomber. Den anden visdomstand i undermunden har jeg lige fået boret ud igen i dag. Der var kommet en sprække mellem den 20 år gamle sølvplombe og tanden, hvori der var kommet et nyt stort og dybt hul. Tandlægen borede meget/længe og omfattende og jeg fornemmede at dette hul er ret dybt (det gjorde i hvert fald meget ondt, så det har været tæt på nerven). Hullet er dog begrænset til tyggefladen, som til gengæld også er helt dækket af fyldning. Jeg fik noget hvidt ”plastik-agtigt” lagt i hullet (hun kaldte det vist noget med glasiomer, det var meget billigere end det plast jeg har fået lavet i andre tænder, men hvis bare det holder så er det fint med mig). Desuden sagde hun i dag at jeg skal have skiftet sølvplumberne i visdomstænderne i overmunden, da de er i dårlig forfatning efter ca. 20 års brug. Jeg skal have boret dem ud i næste uge. Pointen er at jeg har haft meget store huller visdomstænderne, især i undermunden, men min tandlæge har ikke nævnt at de skulle trækkes ud. Så hvad er det der forstås ved at større huller giver anledning til fjernelse af visdomstænderne? Er jeg bare heldig (eller uheldig) at have en tandlæge som mener at visdomstænderne kan repareres og derfor ikke nødvendigvis skal trækkes ud – endnu i hvert fald.

    • Hej Flemming

      Tak for dit indlæg.

      Med et stort hul, menes et hul, der involverer rodbehandling. Rodbehandling af en kindtand er en længere procedure, der efter en observationstid efterfølges af kroning. Det anses oftest, som ”overkill” at bruge så megen energi på en visdomstand, da de fleste mennesker sagtens kan opretholde funktion og æstetik uden denne tand.

      Der er dog også mindre huller end dette, der vil gøre fjernelse til den mest hensigtsmæssige løsning. Her bliver snakken dog mere kompliceret. Det springende punkt i visdomstandsfjernelse, når begrundelsen er caries(hul), er om tanden har en antagonist(tand i modstående kæbe), altså om tanden bruges til at bide med. Dernæst vurderes vanskelligheden af fjernelsen – oftest er overkæbevisdomstænder noget nemmere at fjerne og dermed billigere og mere komplikationsfrit for patienten.

      Eksempel 1: Der opstår hul, der nødvendiggør 2-fladet(større fyldning) i en overkæbevisdomstand. Underkæbevisdomstanden er tidligere fjernet, eller er måske slet ikke anlagt. I dette tilfælde vil man generelt set hælde til fjernelse, da visdomstanden ikke er i funktion og i øvrigt oftest er forholdsvist nem at fjerne.

      Eksempel 2: Der opstår hul i underkæbevisdomstandens tyggeflade. Her kan vi nøjes med en enkeltfladet fyldning, så om der er en antagonist eller ej, vil man som oftest vælge at lave en fyldning, da fjernelse oftest er mere kompliceret.

      Der vil være tilfælde, hvor man må undvige fra reglen og tilfælde, hvor der kan foretages flere valg, som alle kan være ”rigtige”. Som tandlæge kigger jeg på de objektive forhold og forsøger herefter at informere og rådgive bedst muligt. Tilslut er det dig som patient, der bestemmer, hvad der skal gøres med lige præcis din tand.

      PS. Det skal i øvrigt aldrig gøre ondt, at få boret i tænder, lige gyldigt hvor dybt et hul er. I så fald må du bede om at blive bedøvet ordentligt.

      God dag

      Mvh. Mats

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *