Nye regler hos tandlægen – hvad betyder det for mig?

Du har måske hørt om den nye kategorisering af patienter i grønne, gule og røde farvespor. Opdeling af patienter i farvespor er en del af den nye overenskomst imellem Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn fra 2015.

 

Formålet med inddelingen er, at skabe bedre grundlag for at fordele støtten fra det offentlige således, at man både tilgodeser den sunde patient, patienten med store behandlingskrævende tandsygdomme og patienten midt i mellem.

 

På nuværende tidspunkt får alle tilskud til en statusundersøgelse og tandrensning én gang om året. Patienter med en aktiv sygdom i mund, tandkød eller mundhule vil, jf. den nye overenskomst, blive placeret i gult eller rødt farvespor. De gule og røde patienter har et større behandlingsbehov og derfor også muligheden for at få tilskud mere end én gang om året.

 

Farvesporerne kan derfor fungerer som guidelines for tandlægen, når det vurderes hvor ofte patienten skal komme til kontrol, og om patienten eventuelt er berettiget til ekstra tilskud fra det offentlige.

 

Hvordan afgør tandlægen om jeg er grøn, gul eller rød?

Når tandlægen skal afgøre om patienten tilhører er grønt, gult eller rødt farvespor, kan tandlægen støtte sig op af en række standardiserede nationale kliniske retningslinjer. Groft sagt har tandlægerne en tjekliste som, hvis den udfyldes korrekt, placerer patienten i det rigtige farvespor.

 

I vurderingen indgår patientens mulighed/evne til at ændre den nuværende tilstand. Det kunne f.eks. dreje sig om en patient der har caries (huller i tænderne) fordi der ikke børstes tænder ordenligt. I en sådan situation kunne tandlægen vurdere, at patienten er i stand til at ændre sin risiko for nye huller, hvis tandbørstningen forbedres og der bruges tandtråd.

 

De nye regler har været gældende siden 1. april 2015. Hvis du ikke har været til tandlæge siden da, vil du ved førstkommende besøg blive tildelt et farvespor. Er du allerede i gang med en behandling vil din tandlæge sørge for at justerer din behandlingsplan så det passer med de nye ydelser.

 

 

Her kan du se farveinddelingerne:

gron gul rod oversigt, tilskud til tandlægen

Den grønne patient

Denne patient kategori inkluderer, patienter der ikke har aktiv sygdom i tænder, tandkød eller i mundhulen generelt. Tilhører man denne patientgruppe er anbefalingen, at man kommer til undersøgelse hver 12.-24. måned. Der vil være tilskud til en statusundersøgelse og en tandrensning i forbindelse med denne, én gang om året. Man kan sagtens få renset tænderne oftere hvis man ønsker det, men der vil ikke være tilskud mere end én gang om året.

 

Den gule patient

Der gives gult farvespor til patienter som har en aktiv sygdom i tænder, tandkød eller mundhule. Det gule farvespor adskiller sig fra det røde, ved at der, efter tandlægens vurdering, er mulighed for at du i samarbejde med tandlægen kan behandle og ændre den nuværende tilstand.

 

En  måde hvorpå patienten kunne ændre sine risikofaktorer på, er ved at stoppe rygning, skære ned på søde sager og få en bedre mundhygiejne. Og din tandlæge kan hjælpe dig, ved at indkalde til kontrol og tandrensning flere gange om året. Der er ligeledes mulighed for tilskud til mere end én tandrensning om året, når man falder under denne kategori.

 

Den røde patient

Den røde patient har aktiv sygdom i tænder, tandkød eller mundhule, og tandlægen vurdere at patienten ikke er i stand til selv at ændre risikofaktorerne og ændre sundhedstilstanden. I denne patientkategori findes bl.a. patienter, som har en systemisk generel sygdom eller som modtager medicin der påvirker mundhulen negativt. Tandlægens opgave er at forebygge og behandle, og indkaldelse vil ske efter behov. Typisk vil den røde patient blive indkaldt oftere end den gule patient. Der vil være tilskud til forebyggelse, behandling og kontrol.

 

Hvad kommer de nye regler hos tandlægen til at betyde for mig?

Rent praktisk vil de nye regler højest sandsynligt ikke få nogle mærkbare betydninger for dig, når du skal til kontrol eller behandling hos tandlægen. Hvis du er en af de patienter, som skal til tandlægen oftere, vil du måske opleve at udgiften til tandlægen stiger. Men på længere sigt, er det en investering i din tandsunhed som vil betale sig igen. Årsagen til hyppige kontrolbesøg er, at man ønsker at forebygge og behandle små problemer før de udvikler sig til mere alvorlige behandlingskrævende tilstande.

 

Men samlet set er intentionen, en spareøvelse fra statens side, pga. stadigt stigende sundhedsudgifter.

 

Vil du vide mere?

Du kan læse mere, og få svar på spørgsmål vedrørende de nye regler hos tandlægen, på Tandlægeforeningens hjemmeside:

 

For yderligere information om tilskud til tandpleje, henvises ligeledes til Tandlægeforeningens hjemmeside.